Navnet: Det kongelige Nyborg Len dækkede næsten halvdelen af Fyn og hørte som et af de eneste i landet altid til kongens fadebur. Det betød, at bønder og håndværkere i lenet betalte skat i form af afgrøder og produkter direkte til kongens hof.
Rettigheder: Kongens Fadeburs logo ejes i fællesskab af Kongens Fadebur og Østfyns Museer.
2013: Forening etableret som resultat af et projekt forankret hos Østfyns Museer med formål at bruge Nyborg middelalderhistorie som løftestang for forretnings- og produktudvikling. Grundideen var at skabe synergi mellem fødevareerhvervet og Østfyns Museer (Nyborg Slot).
2019: Foreningen nedlægges og reorganiseres som selvejende institution med ny bestyrelse og nye vedtægter. Formålet ændres ikke – dog åbnes det historiske fokus op og formidler herefter også områdets øvrige historiske nedslag i en moderne kontekst.
2021: Dyrehave Mølle bliver hovedkvarter for Kongens Fadebur og udgangspunkt for Kongens Fadeburs aktiviteter. Møllen bliver omdrejningspunkt for bøndernes og madhåndværkernes historie i Nyborg Len fra middelalderen og frem til industrialiseringen.
Aktiviteter: Kongens Fadebur produktudvikler og bygger bro mellem producenter samt mellem producenter og afsætningskanaler. Derudover deltager Kongens Fadebur i events som Danehof og Jul i den gamle Kongeby. Middage med historisk formidling on location samt vandring i lokalområdet med fødevarefokus er også blandt aktiviteterne hos Kongens Fadebur.